Grenaabanen er populær
Nedslidte vogne erstattet med nye og moderne tog
Det er blevet populært at tage med toget fra Aarhus til Djursland - og omvendt.
En optælling af passagererne på den 68 km lange jernbanestrækning viser, at der på stort set samtlige stationer er flere, der stiger af og på togene end tidligere.
I løbet af to år er antallet af daglige passagerer til og fra Hjortshøj fx steget fra 582 til 838. Det svarer til en stigning på 44 pct.
Den positive udvikling omfatter stort set alle stationer på strækningen. I Grenaa er der blevet 22 pct. flere passagerer, mens stigningen i Ryomgaard er på 27 pct.
To baner kobles sammen
Det er planen, at Grenaabanen senere skal kobles sammen med Odderbanen, sådan at det i fremtiden bliver muligt at køre med tog fra Grenaa til Odder - uden at skifte.
Planerne for de to østjyske jernbaner får flere politikere til at håbe, at passagerfremgangen på Grenaabanen kan blive endnu større.
- Det er glædeligt. Vi håber meget på, at samdriften mellem Odderbanen og Grenaabanen kan give en yderligere passagerstigning. De nyt tal tyder i hvert fald på, at der er et potentiale, siger regionsrådsmedlem Bjarne Schmidt Nielsen (S) til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Se mere om fremgangen for Grenaabanen i torsdagens nyhedsudsendelser på TV 2 | ØSTJYLLAND.