Tricktyv i Grenaa spurgte om vej til Aalborg

Mand spurgte ældre dame om vej til Aalborg. Pludselig var han inde i hendes hjem

Arkivfoto.

Foto: Google Maps

1 af 2

En 88-årig kvinde fra Posthaven i Grenaa blev lørdag ved middagstid udsat for et forsøg på tricktyveri.

Da hun vej på vej hjem fra en indkøbstur, blev hun kontaktet af en 'hjælpsom' mand, der ville hjælpe hende med varerne.

Derudover spurgte han om vej til Odense eller Aalborg og viste den ældre dame et landkort.

Læs også Tricktyve hjalp med at bære bagage men så forsvandt dankort

Hun sagde, at hun ikke kunne hjælpe ham og forlod stedet. Da hun kom hjem, kunne hun ikke komme ind på sit gæsteværelse.

- Vi ved ikke, hvordan han er kommet ind. Men da hun kommer hjem og skal ind på gæsteværelset, står han bag en dør, siger politikommissær Vagn Martinussen, Østjyllands Politi til tv2oj.dk.

Den 88-årige dame var dog ikke sådan at skræmme. 

- Kan du så komme ud, sagde hun ifølge Østjyllands Politi til tricktyven. Tricktyven forlod heldigvis damens bolig med det samme.

Tilsyneladende lykkedes det ikke tricktyven at stjæle noget fra damen.

- Det er ikke en politisag som sådan lige nu, men mere en advarsel om, at man skal være forsigtig, siger Vagn Martinussen.

Læs også Tricktyve - nu med appelsiner

Signalement:

Mand, mellemøstlig af udseende, 25-30 år, 180-185 centimeter og spinkel af bygning. brun i huden og brunt hår.

Talte dansk med accent. Manden var i selskab med en anden mand, der var 170 centimeter og iført en mørk regnfrakke.