Grenaa kan miste færgerute
Lastbiler risikerer at skulle køre store omveje, fordi Grenaa Havn er sat uden for et forsøg med ekstra lange lastbiler.
Titusindvis af lastbiler risikerer i fremtiden at skulle køre store omveje med gods, fordi Grenaa Havn er sat uden for et forsøg med ekstra lange lastbiler.
Det skriver metroXpress.
Stik imod hensigterne har regeringen ikke afsat penge til at indlemme Grenaa Havn i forsøget, og det kan få alvorlige konsekvenser for færgefarten til Sverige.
- Modulvogntogene ventes at blive en markant succes. Derfor risikerer vi, at mange lastbiler enten vil finde nordom til Frederikshavn eller ned over Fyn og Sjælland, fordi det ikke bliver tilladt at køre til Grenaa, siger Claus Riis, fragtchef hos Stena Line, til metroXpress.
- Vi vil på kort sigt miste kunder, og konsekvenserne vil være alvorlige, siger Claus Riis.
Borgmestrene i både Syd-djurs og Norddjurs kommuner har netop henvendt sig til Folketingets trafikudvalg og trafikminister Carina Christensen (K) for at få Grenaa med i det rigtige selskab.
De forudser en overhængende risiko for, at Grenaa-Varberg-ruten ikke er rentabel, hvis finanslovsforslaget står ved magt.