Grenaa-borgere protesterer mod sygehuslukning

Region Midtjylland planlægger at svinge sparekniven over sygehuset i Grenaa. Udsigt til massive protester onsdag aften.

Der er lagt op til massive protester fra de lokale borgere, når Region Midtjylland onsdag aften inviterer til borgermøde på rådhuset i Grenaa.

Her fremlægger regionen sit bud på kommende besparelser på det lokale sygehus.

Region Midtjylland skal spare i alt 250 mio. kr. Regionen har lagt op til, at en del af pengene skal findes ved at nedlægge flere af de nuværende funktioner på sygehuset i Grenaa.

Ifølge oplægget fra Region Midtjylland skal sygehusets dagkirurgiske afdeling lukkes, ligesom sengeafdelingen med i alt 16 pladser skal nedlægges. Endelig overvejer Region Midtjylland at spare skadestuens læge væk.

Politikerne i Region Midtjylland førstebehandler forslaget den 23. juni.

Se mere i onsdagens nyhedsudsendelser på TV 2 | ØSTJYLLAND.