Gravplads for børn skal give plads til forældrenes sorg

Forældre, der mister deres barn tidligt i graviditeten, eller mens børnene er små, har brug for et sted at gå hen med deres sorg. Det giver en kirkegård i Randers nu mulighed for

03:03

VIDEO: En ny gravplads på Nordre Kirkegård skal give forældre, der har mistet deres barn et sted at gå hen og sørge.

På Nordre Kirkegård i Randers er en gravplads, hvor gravstenene vidner, om liv der sluttede, før de overhovedet var begyndt.

Her kan børn på op til to år i kiste og børn op til 12 år i urne stedes til hvile blandt andre børn.  

Nordre Kirkegårds personale kunne mærke en efterspørgsel på en særlig gravplads for børn, hvor sorgen kan plejes blandt andre i samme situation.  

Gravpladsen kun for børn stod færdig i september og blev anlagt efter kirkegårdspersonalet oplevede en efterspørgsel hos kirkegårdens brugere.

- Jeg har kunnet mærke, at vores medarbejdere ofte er blevet adspurgt omkring, om vi har særlige pladser til børn, og det har vi så ikke rigtig haft indtil nu, hvor vi så har indrettet det her specielle afsnit udelukkende til børn på Nordre Kirkegård, fortæller Thue De La Cour, der er funktionsleder for de kommunale kirkegårde i Randers, til TV2 ØSTJYLLAND.

På gravpladsen for børn hviler børn op til to år i kiste og børn op til 12 år i urne. 

På kirkegården kan man træde ind i sorgen igen

Den 15. august 2016 fødte Astrid Givard Frederiksen en søn, der ikke var i live. Navlestrengen havde viklet sig rundt om Sigfreds hals tre gange og endte med at tage livet af ham.

Det efterlod familien fra Norring med en stor sorg, men også med et stort ønske om at lade mindet om Sigfred leve videre.

Hvis jeg havde haft muligheden for at vælge en børnegravplads, så tror jeg, at jeg havde valgt det.

Astrid Givard Frederiksen

Derfor har Sigfred stadig en plads i familiens hjem og på kirkegården, hvor familien jævnligt besøger ham. 

- Jeg elsker at være oppe på kirkegården og besøge hans lille gravsted. Jeg føler, jeg kan forbinde mig med ham og træde ind i sorgen igen, og vælge at gå ind og mærke de følelser igen og mærke, hvordan er det lige nu, og hvor står vi. Jeg sender ham en kærlig tanke og mindes tiden dengang, hvor han kom, siger Astrid Givard Frederiksen til TV2 ØSTJYLLAND.

02:44

VIDEO: I 2016 fødte Astrid en søn, der allerede havde mistet livet. Få hele historien om Sigfred og hans families tab her. 

Luk video

Læs også Webdok: Astrid fødte et englebarn

Sigfred ligger begravet mellem mennesker, der har levet hele og lange liv. Og selvom Sigfreds gravplads skaber rum for den sorg, som familien bærer rundt på, så ville Astrid Givard Frederiksen have valgt en børnegravplads som den på Nordre Kirkegård, hvis det havde været en mulighed, dengang Sigfred skulle stedes til hvile.

I september fik familien en lille ny datter og lillesøster. 

- Hvis jeg havde haft muligheden for at vælge en børnegravplads, så tror jeg, at jeg havde valgt det. For det er rart at tænke på, at børnene er sammen med andre børn, hvor end de er. Og det er også rart at være sammen med ligesindede, når man går rundt på kirkegården og møder andre forældre, der også har mistet et lille barn, siger hun. 

00:38

VIDEO: Siden Astrid Givard Frederiksen fortalte om tabet af sin søn til TV2 ØSTJYLLAND, er hun blevet mor til Dagmar. Hør om det nye familiemedlem, og tankerne og frygten der fulgte med, da Astrid blev mor igen.  

Luk video

Mindeplæne giver værdig afslutning

Nær gravpladsen for børn på Nordre Kirkegård er en græsplæne. Her hviler senaborter – børn der mistede livet før den 22. uge af graviditeten.

Mindeplænen er skabt i et samarbejde mellem Regionshospitalet i Randers, Randers Kommune og en lokal bedemand – netop fordi, at også hospitalet oplevede, at forældre der mister deres børn meget før tid, har brug for et sted at gå hen for at mindes deres barn.  

Mindeplænen blev taget i brug i marts 2017. Her kan forældre, der mister deres barn før 22. uge i graviditeten begrave deres barn. 

- Det er jo et stort tab. Så snart man finder ud af, at man skal være forældre, så begynder man hurtigt at have nogle drømme og forestillinger, om det liv der kommer, når barnet er født. Så mister man barnet tidligt, så er det et stort tab af alle de forventninger og drømme, man havde og forestillinger om det liv, vi nu som familie skulle have sammen, siger Lone Neumann, der er chefjordemoder på Regionshospitalet Randers til TV2 ØSTJYLLAND.

Før Regionshospitalet havde en græsplæne, hvor forældrene kunne vælge at begrave deres barn, blev fostrene bortskaffet med hospitalets biologiske affald.

På mindeplænen kan forældre og pårørende komme forbi og lægge en blomst og mindes deres afdøde. 

Nu bliver barnet kørt til kapellet, efter forældrene har taget afsked på hospitalet, og derefter har parret en uge til at beslutte, om de vil have barnet begravet på mindeplænen på Nordre Kirkegård. En langt mere værdig løsning for et liv der har været, mener Lone Neumann.

- Før var der ligesom ingenting tilbage. Forældrene havde intet sted at gå hen og mindes og sørge og lægge en blomst. Vi ved, at det for de par der oplever sådan et tab, er noget der sidder i kroppen resten af livet, så det var på tide, at vi kom derhen, hvor vi kan give dem den mulighed, siger hun.

Siden plænen blev taget i brug som mindeplæne i marts 2017, er der blevet begravet 42 senaborter på plænen.

00:48

VIDEO: Chefjordemoder Lone Neumann fortæller her, hvorfor Regionshospital Randers har valgt at gå med i samarbejdet om en mindeplæne for senaborter. 

Luk video