Gravhunde svigter dronningen
Det kniber med at komme af med billetterne til stort show, hvor Århus Kommune fejrer dronning Margrethes 70 års-fødselsdag.
Kun omkring halvdelen af de 12.000 billetter til det store show på NRGi Park i Århus er solgt, men Jørgen Sønderkjær Christensen, der er leder af borgmesterens sekretariat, regner stadig med, at alle pladser bliver optaget.
Dronning Margrethe og prins Henrik må dog undvære en hilsen fra en flok firbenede gratulanter. Dansk Gravhundeklub har nemlig ikke kunnet samle gravhunde nok til en fælles hilsen på stadion til den gravhundeglade regent den 5. juni.
- Arrangørerne havde bedt os om at gate-crashe festen og gå over stadion med en flok gravhunde til ære for det hundeglade regentpar, fortæller Tine Brinch Hansen fra Dansk Gravhundeklub.
Men grundlovsdag er åbenbart en travl dag for gravhundeejere. I hvert fald lykkedes det ikke at samle de 40 til 50 hunde, som var nødvendige for at gennemføre gravhunde-hilsenen.
- Det er ærgerligt, for det kunne have været et sjovt indslag i fejringen, siger Tine Brinch Hansen.
Billetterne til arrangementet på Århus Stadion den 5. juni koster 120 kroner for voksne, men så er der også gratis adgang til Tivoli Friheden både før og efter dronningefejringen, som sker fra kl. 15 til 16.30.
Kilde: P4 Østjylland