Gravgaard kåret som årets profil
Den tidligere Spentrup og Randers-spiller Michael Gravgaard kåret til årets profil i Superligaen.
De professionelle danske fodboldspilleres organisation Spillerforeningen kårede tirsdag aften Michael Gravgaard, der har solide rødder i Østjylland, til årets profil i Superligaen.
Michael Gravgaard begyndte sin karriere i den lokale idrætsforening i Spentrup nord for Randers, inden han skiftede til Randers Freja. Derefter blev han superligaspiller i Viborg, hvorfra han i sommeren 2005 tog springet til FC København.
Siden skiftet til den københavnske klub har han været en af sit holds stærkeste forsvarsspillere, ligesom han har gjort sig særdeles positivt bemærket på landsholdet.
Med kåringen følger en nominering til titlen som Årets Spiller. Her er han i konkurrence med de andre landsholdsspillere Søren Larsen, Daniel Agger og Christian Poulsen. Årets spiller bliver kåret ved showet Sport 2005 i Herning 28. december.