Graver skeletter op
Arkæologer i gang med stor udgravning
Arkæologer og geologer i Østjylland er ved at grave flere hundrede krigere op ad jorden ved Skanderborg.
Et kranie med et stort hul i baghovedet og en lårbensknogle, der er hugget midt over, er blandt de fund, som arkæologer oggeologer er ved at grave ud ved Alken Enge ved Skanderborg, skriver Ritzau.
Sammen med andre skadede skeletter, økser, spyd, køller og skjold er fundene bekræftelsen på, at der har været voldsomme kampe ved Alken Enge ved Skanderborg omkring Kristi fødsel.
- Det er tydeligt, at det har været en meget omfattende og dramatisk hændelse, der må have påvirket datidens samfund markant, udtaler projektleder Mads Kähler Holst fra Aarhus Universitet.
Opfølgning fra 2009
Siden 2. juli har arkæologerne været i gang med at grave ved Alken nær Mossø ved Skanderborg. Udgravningen er en opfølgning fra 2009, der afslørede en masseofring af 200 krigere omkring Kristi Fødsel.
15 geologer og arkæologer har været i gang med graveriet, og i de kommende dage tages skeletterne op, inden arbejdet i engen foreløbig afsluttes den 23. august.
Når udgravningerne er afsluttet, skal et internationalt team af forskere i gang med at analysere fundene for at afsløre, hvem krigerne var, og hvor de kom fra.