Graulund stopper i AGF

Den populære angriber og topscorer er for dyr for AGF, så Graulund har spillet sin sidste kamp for superligaklubben. I vinterpausen rejser han tilbage til Bochum.

Foto: Ernst van Norde - Ritzau Scanpix

AGF-angriberen Peter Graulund stopper som planlagt i superligaklubben. Det er for dyrt at beholde Graulund.

Det ærgrer AGF såre, at man må give afkald på holdets topscorer, Graulund, der ofte har reddet sejren hjem til AGF. Han har scoret ni mål, og han ligger nummer seks på Superligaens topscorerliste.

- Vores fans vil sikkert modtage nyheden med beklagelse, og jeg beklager den også selv. Men det var en nødvendig beslutning, siger bestyrelsesformand i AGF Kontraktfodbold A/S Svenn Damm til TV 2 / ØSTJYLLAND.

I en pressemeddelelse skriver AGF:

"Ud fra en vurdering af de økonomiske muligheder ser AGF sig ikke i stand til at udnytte den optionsaftale, som AGF har haft med VfL Bochum om Peter Graulund. Peter Graulund returnerer derfor til VfL Bochum i vinterpausen. Beslutningen sker ud fra en helhedsvurdering af sportslige prioriteringer og økonomiske muligheder for AGF."

TV 2 / ØSTJYLLAND har mere om Peter Graulund i vores nyhedsudsendelse klokken 19.30.