Graulund sidder over

AGF må undvære sin topscorer Peter Graulund i eftermiddag. Det giver plads til Morten "Duncan" Rasmussen.

15.000 tilskuere ventes at myldre til Århus Stadion i eftermiddag, når AGF spiller efterårets sidste hjemmekamp mod Herfølge.

Publikum kommer efter en sejr. Optimismen er nemlig vendt tilbage i århusiansk fodbold efter tre sejre og et uafgjort resultat i de seneste fire kampe.

Men publikum og AGF-træner Sören Åkeby må undvære det normale førstevalg i angrebet, Peter Graulund. Han sidder over med karantæne.

Det giver plads til unge Morten "Duncan" Rasmussen, der de seneste kampe har brugt en stor del af tiden på bænken. Men i Graulunds fravær får han altså igen chancen fra start.

Hvis AGF vinder i dag, kan det bringe holdet op på en 6. plads i superligaen.