Graulund: Nu er vi ydmyge
Forventningerne til AGF er tårnhøje. Angriber håber, at spillerne vil være ydmyge
Trods snart 15 år uden medaljer skal der ikke meget til, før både spillere og fans begynder at drømme om mesterskaber og Champions League-deltagelse til AGF.
For kun to sæsoner siden indledte aarhusianerne sæsonen i absolut topform. Straks blev mulighederne for medaljer diskuteret flittigt selv blandt spillerne. Ikke desto mindre endte sæsonen med en ydmygende nedrykning til 1. division.
Nu er AGF igen tilbage i Superligaen. Denne gang med mindre armbevægelser end sidst.
- Vi har lært fra sidst, vi var i Superligaen, hvor hurtigt tingene kan ændre sig. Så jeg håber på, at vi er væsentligt mere ydmyge denne gang, siger angriberen Peter Graulund til dagbladet B.T.
AGF-profilen ved dog godt, at Aarhus vil komme til at kamme over af mesterskabsdrømme, hvis blot AGF vinder sæsonens første kampe.
- Det vil vi, og det er da kun fedt. Det er fordi, AGF er en traditionsrig klub med mesterskaber og pokaler, og vi vil så gerne være tilbage i toppen, ligesom dengang vi lå og kæmpede med Brøndby om guldet, siger Graulund ifølge bold.dk til avisen.