Graulund har en pointe
Sportspsykolog bakker angriberen op
Mens kritikken vælter ned over den tidligere så populære angriber fra AGF, Peter Graulund, får han nu et skulderklap fra sportspsykologen Erik Østenkjær.
På TV 2 | ØSTJYLLANDS facebook-side skriver Erik Østenkjær, at ledelsen burde tage Graulunds kritik mere seriøst og lytte til den, frem for at smække med døren og fyre angriberen.
Peter Graulund har, i sin netop udkomne bog, blandt andet kritiseret træner Peter Sørensen for at være nedladende over for spillerne og dårlig til mandskabspleje. En kritik, der fik AGF til at stoppe samarbejdet med den tidligere angriber.
- Udbrud fra ledere eller trænere som "hold kæft og spil" eller "spil, hvis du ikke vil sættes på bænken", er så lavpandet coaching, at det fortæller mere om træner og leder end om personen, der er modtager. Hvorfor godtages det gang på gang at ledere kan gå over den verbale streg, bruge en retorik, der ikke er ok og tilgives, når en medarbejder eller spiller ikke kan påtale det, han finder kritisabelt uden at der således er tale om manglende loyalitet?, spørger Erik Østenkjær.
Peter Graulund forstår godt, at AGF har stoppet samarbejdet med ham, men han fastholder sin kritik.
- Der har været folk før mig, der har forsøgt at rejse kritikken mod AGF, men uden held. Det er bare ærgerligt, at de ikke lytter efter, har Peter Graulund tidligere udtalt til TV 2 | ØSTJYLLAND.