Graulund får karriere-dom onsdag

AGF-topscorer Peter Graulunds karriere er i fare på grund af problemer med diskusprolaps i nakken. Onsdag falder lægernes dom.

Søndag var Graulund ikke med i Parken, hvor århusianerne blev lammetævet med 5-0 af FC København.

Den 33-årige AGF-angriber risikerer dog at skulle følge endnu flere forårets kampe på tv eller fra tribunerne. Karrieren er nemlig i fare på grund af den drilske skade, og svaret på en undersøgelse kommer i morgen.

- Onsdag får jeg at vide af lægerne, hvor jeg står. I værste fald er jeg jo færdig med karrieren. Jeg er nødt til at tænke de tanker, så jeg er forberedt, hvis det sker, men omvendt er jeg født optimist, siger angriberen til dagbladet B.T.

<b>Angrebet ser tyndt ud i AGF</b>
Peter Graulind har tidligere udtalt til TV 2 Sporten, at han frygter for sin karriere, efter at en CT-scanning afslørede, at han de seneste uger har spillet med en diskusprolaps i nakken.

Med henvisning til, at der jo også er et liv efter fodboldkarrieren, understregede Peter Graulund over for TV 2 Sporten, at han ikke ønsker at tage nogle chancer med sit helbred.

<b>Ser slemt ud</b>
I forvejen ser det slemt ud for AGF, der i den grad er faldet spillemæssigt sammen, siden holdet i starten af sæsonen lå på førstepladsen i SAS Ligaen, og der blev talt om gulmedaljer i Århus.

I søndags blev det til et 0-5-nederlag til FC København for holdet, der ud over Peter Graulund mangler flere profiler.

- Graulunds skade kan stoppe karrieren, og det ser ikke så godt ud med Jakob Poulsen. Når han tager sin skinne af benet, kan vi se, om det er blevet bedre med den betændte sene, men jeg er ikke sikker på, at vi får Jakob Poulsen i spil i en måneds tid, siger AGF-træner Erik Rasmussen, der også må undvære amerikanske Benny Feilhaber i minimum to uger endnu.