Graulund anbefaler Erik Rasmussen
AGFs angriber Peter Graulund mener, at klubbens cheftræner Erik Rasmussen ville være perfekt som ny dansk landstræner.
Han har ført AGF tilbage til toppen af dansk fodbold, og nu har Erik Rasmussen sat sig nye mål: Når Morten Olsen stopper som dansk landstræner, vil han gerne være ny mand i spidsen for nationalmandskabet.
- Jamen, det er en kæmpeudfordring for enhver træner at kunne arbejde med de allerbedste spillere. Det må være enormt spændende. Og landsholdet er det største for enhver spiller og enhver træner. Jeg tror da også, at alle andre danske toptrænere ville sige ja, såfremt der kom en henvendelse fra DBU, siger Erik Rasmussen til Politiken.
Og skal man tro en af Erik Rasmussens spillere, ville jobbet være skræddersyet til ham.
- Han er en meget dygtig træner, taktisk, på træningsbanen og på det menneskelige plan. Han er fantastisk til mandskabsbehandling og til at skabe en god, optimistisk stemning i en trup, glæde og gejst. Og han står jo for offensiv og underholdende fodbold, som DBU gerne vil have det. Så jeg synes, Erik passer perfekt til jobbet, siger Peter Graulund til avisen.
Erik Rasmussen siger ingenting til avisen om, hvornår jobbet som landstræner eventuelt kunne være aktuelt for ham.