Gratisture med Oddergrisen
Fejring på sidstedagen for Odder- og Grenaabanen
Masser af mennesker var i dag mødt op på Odder Station for at sige goddag til de nye tog og farvel til de gamle på Odderbanen.
Odderbanen og Grenaabanen bliver i morgen slået sammen under navnet Aarhus Nærbane.
De nye tog kommer til at køre direkte fra Odder til Grenaa, uden at passagererne behøver at skifte undervejs på Aarhus Hovedbanegård.
DSB forventer, at de nye tog og den nye nærbane vil få markant flere passagerer til at foretrække toget frem for bilen.
- Vi ved fra mange andre steder, at det giver en utryghed, når man skal ud og vente på et nyt tog. Samtidig er det også mere komfortabelt at sidde med sin computer og arbejde hele vejen uden at blive afbrudt undervejs, så jeg er sikker på, det vil trække nye passagerer til, siger direktør for DSB Teknik Ove Dahl Kristensen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
I morgen og de kommende to weekender op til jul kan passagererne køre gratis med både Odderbanen og Grenaabanen. Den store interesse for dagens gratiskørsel har fået DSB til at sætte ekstra togsæt ind i morgen, søndag.