Gratis træning og Mor-lounge til Aarhus Festuge
Morklubben inviterer til Trilletræning og en velfortjent pause under Aarhus Festuge
Er du gravid eller småbørnsmor? Så er du hermed inviteret til gratis træning og afslapning i Morklubbens Mor-lounge i Aarhus Festuge!
Hvad går det så ud på, tænker du måske?
Den 1. september og 3. september kan du finde TV2 ØSTJYLLANDS Morklubben i Rådhusparken i Aarhus fra kl. 10-11. Her kan du deltage i Trilletræning – gratis træning for gravide og småbørnsmødre.
Har du nærmere brug for et hvil end sved på panden, kan du tage plads i Morklubbens Mor-lounge. Her vil Jette Dahl, der er uddannet kropsterapeut fra Totum, stå klar til at hjælpe dig med at få løsnet op de steder, du har brug for det med en gratis afslappende massage.
Deler du dit bedste mor-råd, kan du være med i konkurrencen om en ansigtsbehandling hos Hudplejeinstituttet i Aarhus. Og så har vi god plads til, at dit barn kan lege, du kan amme og skifte ble - og masser af kaffe på kanden.
Hvad er Morklubben?
Det er et Facebook-fællesskab, hvor du kan søge hjælp og viden om alt fra ømme babser og amning og røde numser til institutionsliv og gode idéer til aktiviteter med ungerne.
Gruppen er administreret af journalister på TV2 ØSTJYLLAND, og der bliver løbende produceret journalistisk indhold til medlemmerne.
Medlemmerne af Morklubben er alle velkomne til selv at dele holdninger, artikler, videoer, billeder og andet i gruppen. Alt sammen i en god tone – der er plads til alle.
Find os på Facebook! Vi glæder os til, at du bliver en del af fællesskabet – og inviter gerne de mødre, som du kender.
- Mor, tag en pause!
Mor-loungen byder dig indenfor til en pause, og de er vigtige at tage som mor. Det kan Jette Dahl, der er kropsterapeut hos Mærkbar Kropsterapi i Aarhus, og som også vil være at finde i Mor-loungen, skrive under på.
I hendes klinik møder hun både gravide og nybagte mødre, der udnytter pausen hos hende til at få rettet op på graviditetens påvirkning på kroppen, og til at få talt om de tanker, der fylder, når man skal være eller er blevet mor.
- Under graviditeten kan der være en del væske i kroppen, lænden kan være øm og bækkenet kommer under pres. Efter graviditeten er det ofte kvinder med ondt i arme, skuldre og nakke, jeg hjælper. Mange har også stadig ondt i lænd og bækkenområdet efter fødslen. Dertil kommer alle de hormonelle påvirkninger, og det kan derfor være en stor hjælp at få hjulpet kroppen i balance og sat gang i kredsløbet med kropsterapi, siger Jette Dahl til TV2 ØSTJYLLAND.
Samtidig understreger hun, at det også vigtigt at tage sig de pauser, man kan få i hverdagen:
- Det kan være svært at få en pause, og mærke hvordan kroppen har det, når man er mor, fordi man er meget på, og det handler om babyen rigtig meget af tiden. Men det er så vigtigt, at man tager sig tiden til at trække vejret dybt. Om det så er, når man lige har et par minutter, mens man sidder på toilettet, eller når man ammer. Når vi trækker vejret dybt og roligt, bliver vi mindre stressede og kroppen slapper nemmere af, siger Jette Dahl.
I Mor-loungen vil Jette Dahl efter en snak med dig, kunne hjælpe dig med at løsne op, der hvor du har brug for det. Massagen tager omkring 15 minutter og er gratis.
Morklubben til Aarhus Festuge
Du finder loungen på græsplænen nærmest Rådhuset i parken.
Begge dage åbner loungen kl. 10, hvor også Trilletræningen starter. Fra kl. 11 kan du lægge dig på massagebriksen og lade Jette Dahl, der er uddannet kropsterapeut fra Totum, give dig en afslappende massage.
Deler du dit bedste mor-råd i loungen, kan du deltage i konkurrencen om en ansigtsbehandling hos Hudplejeinstituttet i Aarhus.
Loungen lukker begge dage kl. 14.
Trilletræning – Gratis træning for gravide og småbørnsmødre
Som en del af Morklubbens deltagelse i Aarhus Festuge kan du deltage i en gratis omgang Trilletræning. Det er træning for gravide og småbørnsmødre, hvor du kan være med uanset, om du har trænet før eller ej.
Sommeren over har Morklubben turneret med træningen i forskellige kommuner i Østjylland, og træningseventsene har været velbesøgte af både gravide og mødre med børn på armen.
Annika Christensen og Catrine Krog er to af de mødre, der har haft sved på panden til Morklubbens Trilletræning i Randers:
- Det har været rigtig godt. Vi kommer jo alle sammen for at få Morkroppen i form igen, selvom vi har forskellige niveauer, og så er det hyggeligt, at man kan have babyen med og holde en pause, hvis man har brug for det, siger Catrine Krog til TV2 ØSTJYLLAND.
- Det er bare et par rigtig gode timer, og det er fedt at møde nye mennesker, og vi får smilt og grinet. Vi kan tage barnevognen med, og vi har babyerne i armen, så de kan jo bare være med. Så bliver træningen også ekstra hård, siger Annika Christensen.
Hvis du har lyst til at deltage i Trilletræning i Aarhus, foregår det fra kl. 10-11 ved Mor-loungen i Rådhusparken begge dage. Kom gerne kl. 9.45, så vi kan nå at hilse og finde på plads.
Du er velkommen til at tage dit barn med til træningen (uanset om det er i maven eller i barnevogn), og skal du amme, putte eller puste ud undervejs, tager du bare de pauser, du har brug for.
Hvad er Trilletræning?
Henriette Rigmor Olsson er uddannet instruktør og guider dig og de andre mødre og gravide igennem 60 minutters puls - og styrketræning, hvor der bliver taget højde for, hvor du er, og hvad din krop kan klare.
Har baby brug for dig undervejs, tager du naturligvis bare en pause.
Vi kommer hele kroppen igennem og styrker alt fra baller og bækkenbund til arme og ryg.
Træningen finder sted den 1. og 3. september 2018 kl. 10.00-11.00. Vi mødes ved Mor-loungen i
Rådhusparken.
Medbring:
- Tøj og sko, du kan bevæge dig i
- Et håndklæde eller tæppe, du kan ligge på
- Vand
- Bebs, hvis du har lyst
Morklubben glæder sig til at se dig i Rådhusparken
Morklubben ser frem til nogle dejlige dage i selskab med alle jer skønne mødre. Du finder Mor-loungen på græsplænen nærmest Rådhuset i Rådhusparken.
Du kan læse mere om Morklubbens Trilletræning og Mor-lounge her, hvor du også finder information om de mange andre børnevenlige arrangementer, der finder sted i Rådhusparken under Aarhus Festuge.
Find Morklubben på Facebook, og inviter gerne dine veninder og din mødregruppe!