Gratis til fodbold i Horsens
Fest på tribunerne mod Randers
AC Horsens vil sikre sig så god opbakning som overhovedet muligt, når de i næste uge tager imod Randers FC i pokalturneringen i fodbold.
Derfor har den østjyske superligaklub valgt at give fri entré til alle.
- Det er en meget vigtig kamp for os som klub, og derfor har vi besluttet at åbne indgangene for alle til returkampen på onsdag, siger direktør Henrik Ravn til klubbens hjemmeside.
- Vi vil sgu nå den finale
Semifinalerne mellem AC Horsens og Randers FC afgøres over to kampe. I aftes vandt Randers på hjemmebane det første opgør med 1-0.
Den samlede vinder kvalificerer sig til finalen, der spilles i Parken i København Kristi Himmelfartsdag.
- Vi kommer forhåbentlig til at opleve en stemningsfyldt hjemmebane, og på den måde viser vi også, at vi vil gøre alt for at komme i finalen. Sammenhold kan bære spillerne langt, og vi vil sgu nå den finale sammen, siger direktør Henrik Ravn.
Pokalkampen mellem AC Horsens og Randers spilles på onsdag kl. 18.15 på CASA Arena.