Gratis til dans

Kommune inviterer ældre med til EM

På lørdag er der vrikkende hofter og cha cha cha på gulvet i NRGi Arena i Aarhus, når EM i dans afholdes.

Og det bliver formentlig med mange af byens ældre borgere på tilskuerpladserne.

Aarhus Kommune har nemlig valgt at invitere byens ældre borgere med deres besøgsvenner samt beboere i plejeboliger og pårørende med, når arenaen spiller op til EM i Latinamerikanske danse og International Open i Standarddanse

- Nu hvor vi har EM i Latinamerikanske danse i byen, er det en gave at kunne give byens ældre borgere mulighed for at opleve dans i verdensklasse. Det er vigtigt og sundt med en aktiv fritid uanset alder. Dans er så fyldt med energi og livsglæde, at det smitter helt ud til publikum på rækkerne. Så jeg er sikker på, at alle vil få en pragtfuld aften, siger Rabih Azad-Ahmad (R), rådmand for Kultur og Borgerservice, i en pressemeddelelse.

Mads Vad, der blandt andet er kendt fra tv-programmet Vild med Dans, er vært gennem hele dagen, hvor der venter mange store øjeblikke.

Blandt andet skal Umberto Gaudino og Louise Heise forsvare de danske farver i kampen om EM i Latinamerikanske danse.

Dørene åbner på lørdag klokken 8.00 og de indledende runder starter klokken 9.00, mens selve gallaaftenen med semifinaler og finaler begynder klokken 20.00.