Gratis stressklinik åbner i Århus
Travle østjyder får i fremtiden fri behandling for folkesygdommen stress.
Det er slut med store regninger for psykologhjælp for de mange østjyder, som rammes af folkesygdommen stress.
Arbejdsmedicinsk Klinik i Århus vil inden årets udgang åbne landets første klinik med gratis stressbehandling.
- Vi rammer et udækket behov, hvor folk ikke selv skal have pungen op af lommen. Vi har hidtil kun kunnet tilbyde at stille en diagnose på stress her på Arbejdsmedicinsk Klinik.
Nu vil vi også være problemknuser og samle op på, hvordan patienterne kommer videre, siger Jens Peter Bonde, der er leder af Arbejdsmedicinsk Klinik til Århus Stiftstidende.
Sygemeldte mennesker med stress er i dag henvist enten til privatpraktiserende læge eller psykiater, hvis hjælpen skal være gratis. Mange må ud på det private marked for at få specialistbehandling, og de færreste arbejdspladser betaler den regning. /ritzau/