Gratis smøger til studerende
Tobaksgiganten Phillip Morris er på charmeoffensiv i det århusianske studentermiljø. De vil gerne være synlige til festerne.
"Gør vores cigaretpakker synlige for de studerende til festen, og få gratis smøger til gengæld."
Sådan skriver Phillip Morris til arrangørene af en stor fest for studerende i Århus. Det skriver Politiken.
Om fremgangsmåden er lovlig, er ikke afklaret. Hos Forbrugerombudsmanden vil de ikke kommentere konkrete sager, men siger istedet.
- Ifølge lov om forbud mod tobaksreklame er det forbudt at uddele varer med det formål at fremme afsætningen af tobaksvarer, siger fuldmægtig Birgitte Wested til Politiken.
Hos Phillip Morris er tilbuddet nu trukket tilbage, og firmaet vil indskærpe reglerne over for de ansatte.
- Der er tale om en nyansat medarbejder, der har misforstået sin opgave, siger informationschef Rasmus Kristensen til Politiken.