Gratis pokal-bold i Randers

Fri entré til kamp mod FC Midtjylland

Der er gode chancer for, at der bliver liv på tribunerne, når Randers FC torsdag aften møder FC Midtjylland i pokalturneringen i fodbold.

I hvert fald er det næppe økonomiske hensyn, der får klubbens fans til at blive væk. Billetprisen er sat til 0 kr.

- De gratis indgangsbilletter kan ikke reserveres på forhånd, du skal blot møde op ved Indgangene til AutoC Park Randers, oplyser Randers FC på sin hjemmeside.

Skulle det lykkes kronjyderne at vinde kampen kvalificerer de sig til semifinalerne i pokalturnerningen, også kaldet DBU Pokalen.