Gratis parkering i lufthavnen
Parkér bilen gratis mens du er på ferie
Aarhus Lufthavn er klar med et nyt våben for at kapre kunder fra konkurrenterne.
Ifølge lufthavnens bestyrelsesformand, Ango Winter, skal der i fremtiden være mulighed for at parkere bilen gratis, mens man er bortrejst.
Han håber, at det nye tiltag i fremtiden får flere til at flyve fra Aarhus Lufthavn i stedet for at vælge Billund eller Aalborg.
- Hvis gratis parkering er et parameter for, hvor man vælger at flyve fra, så kan det give nogle flere passagerer til lufthavnen, siger Ango Winther til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Se: Gratis parkering i lufthavnen
Det gratis parkeringsområde skal efter planen etableres ved omlægge et stykke jord til parkeringsplads.
Dermed bliver det nuværende parkeringsareal udvidet i forhold til i dag.
- Der skal nogle tilladelser på plads fra Syddjurs Kommune. I den bedste verden så vil det være på plads inden 1. januar. Vi vil i hvert fald kunne tilbyde det til næste års sommercharter, siger Ango Winther.
- Det er et led i en større omlægning af vores parkering, hvor vi også vil lave nogle parkeringspladser tættere på terminalen til fx erhvervslivet. Disse vil der være betaling på, hvor de øvrige vil være helt gratis.