Gratis husnumre i Hammel
Hammel Kommune tilbyder gratis husnumre, for at ambulancer kan finde frem til villaer og rækkehuse.
Brandfolk, vagtlæger og Falck-reddere har ofte svært ved at finde frem til de adresser, de leder efter. Mange steder har beboerne ikke sat husnumre på murstene, og det gør arbejdet vanskeligt for dem, der skal finde huset.
Men nu gør Hammel Kommune noget ved problemet. Beboerne i området kan i den kommende tid få gratis husnumre hos kommunens tekniske afdeling.
- Selv om der er brand, er det altså ikke altid, at ilden vælter ud af taget. Hvis der ikke er et husnummer på muren, kan det defor være svært at finde frem til stedet, siger beredskabschef Steen Eilenberg til TV 2 / ØSTJYLLAND.
Steen Eilenberg gør opmærksom på, at Hammel Kommune ikke ligger inde med samtlige husnumre. Hvis man for eksempel bor i nummer 789, skal man ikke regne med, at kommunen kan hjælpe. Kommunens arsenal af husnumre stammer fra et stort indkøb i 1980'erne.