Gratis fritidsaktiviteter til fattige børn
Børn fra fattige familier i Århus Kommune skal kunne gå til spejder og spille fodbold ligesom alle andre børn.
31. jul 2007, kl. 08:37
Mere end 30 dage gammel
Århus Kommune starter en forsøgsordning, hvor børn i folkeskolealderen kan få tilskud til at gå til fodbold, spejder og andre fritidsaktiviteter.
Tilskuddet til fritidskontingentet vil i følge DR Østjylland være op til 1.000 kroner, hvis børnene kommer fra et hjem med en årlig indkomst på under 134.000 kroner.
Den socialdemokratiske kulturrådmand, Flemming Knudsen, vil have børnene fra fattige familier ud i foreningslivet.
- Det vil give dem gode oplevelser og et socialt netværk, siger han og fortæller, at tilbuddet er givet til over 5.000 børn i Århus.