Gratis fitness fire steder i Aarhus
Borgerne kan frit træne døgnet rundt
Århus styrker folkesundheden med fitnessanlæg under åben himmel. Fire steder kan borgerne kvit og frit træne døgnet rundt. Interesserede kan få vejledning af en professionel instruktør.
Anlæggene stilles op i Risskov, Mindeparken, Harlev Bypark og Frederiksbjerg Parken.
Inspirationen til de nye udendørs fitnessanlæg kommer fra Kina og Japan, hvor de er meget udbredte. I stedet for at gå ind i lukkede rum, kan man under åben himmel både motionere og få frisk luft og D-vitamin. Det gør en forskel, siger eksperterne.
- De nye anlæg er blot ét af flere af vores initiativer for motion og fremme sundhed i kommunen. Mange dyrker i forvejen løb og andre sportsgrene i det fri, og jeg er overbevist om, at de nye fitnessanlæg vil bidrage til den generelle sundhed og livskvalitet i byen. Vi har valgt redskaberne, så de kan danne basis for mange typer øvelser og inspirere både ung og gammel. Og så er de robuste, siger rådmand for Teknik og Miljø, Laura Hay.
Fitnessinstruktør Kim Gordon Ingwersen vil i den kommende tid undervise de fire forskellige steder, hvor fitnessanlæggene er stillet op.
Redskaberne er leveret af Uno Koncept og fremstillet i materialer, der kan tåle at stå ude året rundt og i al slags vejr og vind. Det er håbet, at de kan blive en destination i sig selv og et populært stop for løbere, der vil strække og styrketræne.