Gratis byggematerialer blev revet og banket ned

Der blev taget døre, vinduer, toiletter og meget mere, da der var gratis tag-selv-bord på en byggeplads i Aarhus Nord.

01:38

VIDEO: Flere end 100 mennesker var forbi den tidligere produktionsskole i Aarhus. Se, hvordan det så ud i videoen her.

Der bliver smidt alt for meget ud, når vi river bygninger ned, som stadig kan bruges.

Sådan lyder det fra ejendomsselskabet Olav de Linde.

Derfor havde de tidligere på dagen inviteret hr. og fru Østjylland til at komme forbi en af deres byggepladser og tage de materialer, de kunne bruge - helt gratis.

Læs også Stort firma giver gratis byggematerialer ud

Det var byggematerialer fra den tidligere produktionsskole på Katrinebjergvej i Aarhus, der nu skal rives ned, og i løbet af tre timer lagde flere end 100 mennesker vejen forbi.

Folk skulle selv medbringe værktøj, og så skulle de selv tage alt ned. Lise Søballe kom efter en særlig dør.

Lise Søballe fra Brabrand har en hunde-dagpleje, og hun kom forbi byggepladsen sammen med sin hund Victor efter en dør til en ny udendørs gård i hundedagplejen.

- Den skal der selvfølgelig bruges nogle penge på, men vi vil også gerne komme om det på en nogenlunde økonomisk måde, og så er det jo fantastisk, hvis vi her i lokalsamfundet kan få lov at genbruge nogle materialer, siger Lise Søballe til TV2 ØSTJYLLAND.

Brugbare ting kan genbruges. Branddøren ville bare være røget ud og blevet til gammelt jern.

Anders Præst, Randers

En anden, der var forbi, var Anders Præst fra Randers. Han kom egentlig efter et par vinduer, men endte med en eltavle og en branddør i stål, som kan bruge i sit nye værksted derhjemme.

- Brugbare ting kan genbruges. Branddøren ville bare være røget ud og blevet til gammelt jern. Den kommer til at stå hos os de næste 25 år. Det er nyt liv, og det synes jeg bare er alletiders, siger Anders Præst.

Anders Præst hentede en eltavle og en branddør.

Genbrug ikke bare gamle møbler

Manden bag arrangementet hedder Olav de Linde, og han har i 40 år haft ejendomsselskabet af samme navn.

Selskabet ejer bygninger i landets største byer, og de river jævnligt ned og bygger op. Når de gør det, har de særligt fokus på at genbruge så meget byggemateriale som muligt, og nu vil de så give helt almindelige folk lov til at tage de byggematerialer, de kan bruge, når selskabet er færdig med at tage det, som de selv kan bruge.

Olav de Linde skriver på sit firmas hjemmeside, at de gennem tiden har renoveret og bevaret mere end 300.000 kvadratmeter ejendomme.

- Der er mange værdier, som andre mennesker godt kan bruge - døre, vinduer, lofter og toiletter, siger Olav de Linde og uddyber: 

- Jeg kunne godt tænke mig, at genbrugstanken inden for byggematerialer bliver mere udbredt. Man kan godt finde ud af at bruge en gammel skammel, bord eller vitrineskab igen, men med byggematerialer er det gået lidt i glemslen, siger han.

Jeg hilser initiativet velkomment og er sikker på, at vi vil se flere gøre det. Det er et vigtigt fokus, da byggeri typisk ikke har meget cirkulær økonomi.

Bünyamin Simsek, Rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune

Offentlig opbakning

Han ser gerne, at kommuner og offentlige institutioner går forrest, og til det sagde rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune det her tidligere på ugen:

- Jeg synes, at det er et godt initiativ fra Olav de Linde, men sikkerheden ved nedtagelse og afhentning er vigtig. Men jeg hilser initiativet velkomment og er sikker på, at vi vil se flere gøre det. Det er et vigtigt fokus, da byggeri typisk ikke har meget cirkulær økonomi, skrev rådmand Bünyamin Simsek (V) til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Campingplads renoveret for 5 millioner kroner

Han skrev også, at de som kommune allerede går forrest på mange fronter:

- I forhold til offentligt byggeri går vi foran på mange fronter, og er sikker på, at det også er noget, det offentlige vil have fokus på. Det er ikke helt problemfrit, da økonomien er begrænset i forhold til offentligt byggeri. Men jeg tror på, at der mere og mere vil være balance i at gøre det.

I videoen øverst kan du se, hvordan det så ud på produktionsskolen i dag.