Gratis bold på søndag
Søger maksimal støtte i kamp mod nedrykning
Det østjyske pokalopgør mellem AC Horsens og Randers FC for en uge siden blev fulgt af over 7.000 tilskuere på Casa Arena i Horsens. Ved den lejlighed var AC Horsens' sponsorer gået sammen om at købe kampen, så tilskuere kunne komme gratis ind.
På søndag tager AC Horsens igen imod Randers FC på hjemmebane. Denne gang er der vigtige point på spil for AC Horsens, der kæmper for overlevelse i Superligaen. Derfor har klubbens sponsorer igen valgt at købe kampen og give fri entre til klubbens fans for at sikre den størst mulige opbakning.
- Vi er alle bevidste om vores situation i bunden af Superligaen, og opbakningen fra omgivelserne kan være med til at sikre, at vi også er en del af Superligaen i næste sæson. Herfra skal lyde en kæmpe tak til de sponsorer, der har valgt at købe kampen, det er vi meget taknemmelige for, siger AC Horsens' direktør, Henrik Ravn, til klubbens hjemmeside.
AC Horsens har ligesom Silkeborg IF og Brøndby IF 28 point i bunden af Superligaen.