Granat fundet ved Dokk1

Politiet venter på ammunitionsrydningstjenesten

Østjyllands Politi venter lige nu på assistance fra Forsvarets ammunitionsrydningstjeneste. I forbindelse med udgravning til en ny letbanebro ved Mindet i Aarhus C er der torsdag eftermiddag fundet en granat.

- En medarbejder ville fjerne, hvad han troede, var en gammel dåse. Det viste sig så, at være en rusten, gammel granat, fortæller Malene Sørensen, der er kommunikationschef hos Aarhus Letbane.

Østjyllands Politi har afspærret området og venter nu på, at ammunitionsrydningstjenesten når frem til stedet.

- De er kørt fra Skive lidt over fem, og det kan jo godt tage et par timer, oplyser vagtchef ved Østjyllands Politi, Jens Rønberg, til TV 2 | ØSTJYLLAND.

- Vi forventer, at granaten er forholdsvis ufarlig, men vi sørger selvfølgelig for at ingen kan komme tæt på - og dermed komme til skade, hvis den skulle sprænge, fortsætter han.

Se mere i nyhederne på TV 2 | ØSTJYLLAND kl. 19.30.