Grahn forberedt på frelserrolle
Der hviler et tungt pres på skuldrene af Tobias Grahn, når AGF på onsdag spiller skæbnekamp mod Silkeborg.
De hårdt trængte AGF-tilhængere får formentlig lidt at glæde sig over oven på skuffelserne i de to seneste nederlag mod FC Midtjylland.
Alt tyder nemlig på, at den svenske midtbanekreatør Tobias Grahn er med fra start i onsdagens kamp mod Silkeborg, efter at en skade i baglåret har holdt ham ude siden forårspremieren mod Sønderjyske.
Han er nu udset til at være frelseren, der skal redde AGF fra nedrykning, og det er en rolle, han er forberedt på.
- Der har været meget fokus på min skade, og jeg føler en del forventninger til mig. Men jeg kan bare gøre det, jeg gjorde mod Sønderjyske og i træningskampene, sagde Tobias Grahn efter mandagens træning. /ritzau/