Grafik: Højhus-amok i Aarhus. Se den vilde forskel fra 2008 til 2028

Det seneste årti er en skov af højhuse på mere end seks etager skudt i vejret i Aarhus. De næste ti år kommer der endnu flere. Se den vilde forskel i visualiseringerne nedenfor

I 2028 vil Aarhus have 50 huse på mere end seks etager.

Ved årtusindskiftet stod der i det centrale Aarhus 12 højhuse. I 2028 vil der være 50. Den store forandring er resultatet af byrådets plan om en såkaldt fortætning af byens mange nye borgere.

Aarhus er en by med vokseværk, og det anslås, at befolkningstallet årligt vil vokse med 5000 personer. I stedet for at lade byen vokse ud over markerne mod nord, syd og vest, har lokalpolitikerne besluttet at lade byen vokse i højden. 

Læs også Fra middelalderby til mini-Manhattan: Før var der tolv højhuse, nu er der snart 50

- Vi har store arealer uden for Ringvejen, hvor vi kunne lave udvidelser af bebyggelsen på åben mark. Men et flertal i byrådet har besluttet, at den primære forøgelse af befolkningen i Aarhus skal gennem fortætning, siger Bünyamin Simsek (V), der er rådmand for Telknik og Miljø i Aarhus Kommune.

Vilde forandringer 

Da man lige efter finanskrisen begyndte at bygge højt i Aarhus, var der ikke mange bygninger, der kvalificerede til betegnelsen 'højhuse'. Det har siden ændret sig voldsomt og kommer til at ændre sig endnu mere i fremtiden.

I 2008 var der i det centrale Aarhus kun to håndfulde bygninger, der var højere end seks etager. 

I 2018 er antallet af bygninger i Aarhus C, som er højere end seks etager, skudt voldsomt i vejret. Især byggerierne på Aarhus Ø og på den gamle Ceres-grund har bragt mange nye højhuse med sig.

I 2028 vil der i det centrale Aarhus være bygget 50 højhuse på mere end seks etager. Grafikken illustrerer de byggerier, som allerede er planlagt og godkendt.

Kæmpe forandring

Forandringen af Aarhus ses tydeligst på Aarhus Ø. Træk i slideren nedenfor for at se, hvordan området så ud i henholdsvis 2011 og i dag.

Forandringerne på Aarhus Ø er ikke kun blevet positivt modtaget. Rektoren på Arkitektskolen i Aarhus, Torben Nielsen, mener, at der flere steder er tænkt for lidt i byrummet nede i stueetagen, og flere steder er der bygget for tæt. 

Læs også Riv Navitas ned: - Den er for stor og for kantet

- Placeringen af højhusene og afstandende mellem dem er forkert. De kommer til at ligge alt for tæt, og det er at gentage nogle af fortidens synder. Det er en stor skam, som ikke skaber ret meget by, siger han.

- Det er en skam de steder, hvor pladsen bliver udnyttet ekstremt, og hvor der bliver bygget for tæt, som vi ser det nogle steder i Ceres Byen og på Aarhus Ø, lyder det fra rektoren.