Graffitimalere taget på fersk gerning ved togvogne
Sent fredag aften blev to mænd anholdt med spraydåserne i hånden ved DSBs tog i Aarhus
Det har gennem efterhånden rigtig mange år været et problem for DSB, at deres togvogne bliver overtegnet med graffiti, og sådan er det således også i Aarhus ved banegårdsområdet. Fredag aften lykkedes det imidlertid politiet at fange to af synderne.
Kort før midnat anholdt Østjyllands Politi to mænd på 22 og 25 år ved DSBs skinner på P. Hiort-Lorenzens Vej. Her blev de taget på fersk gerning i færd med at male graffiti på et af statsbanernes Intercitytog, som stadig er i brug. På dem fandt man sprayflasker og kameraudstyr.
- De har noget specielle tags, som de bruger ved deres værker, så derfor har vi sikret gode billeder fra togvognene og vil så sammenligne med andet graffiti og se, om der er kendetegn, som går igen, siger vagtchefen hos Østjyllands Politi til tv2oj.dk.
Læs også
I første omgang er de to mænd blevet afhørt og sigtet i den konkrete sag, og så kan der muligvis vente flere problemer for dem, hvis det kan bevises, at de står bag mere graffiti.