Graffiti-hærværk mod AGF-ledelse
Vredesudbrud malet på NRGi Park's facade
Natten til tirsdag har ukendte gerningsmand malet sure opråb mod AGF-ledelsen som "Ny bestyrelse, nye tider" på den nordvendte facade på NRGi Park i Aarhus.
NRGi Park var søndag ramme om AGF-kampen, der betød et endegyldigt farvel til Superligaen, da holdet tabte til Sønderjyske og dermed kunne præstere 10 nederlag i træk.
Under kampen viftede AGF-fans med bannere med påskriften "Ledelsesudrensning nu!!", og i dag kom frustrationen mod AGF-ledelsen altså til udtryk med graffiti.
Østjyllands Politi modtog anmeldelsen i dag kl. 09.30, og hærværket er sket mellem kl. 21 mandag aften og kl. 06 tirsdag morgen, oplyser vagtchefen hos Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Nu undersøger politiet, om videoovervågningen ved stedet kan hjælpe med spor efter gerningsmændene.