Grædende forældre i afmagt over ventelister til privatskoler

Ventelister til privatskole skaber desperate forældre i Østjylland

06:55

Genrefoto

Ventelisterne til de østjyske privatskoler er nu så lange, at desperate forældre tager utraditionelle midler i brug for at skaffe plads til deres børn. Nogle græder ved afslag, mens andre forsøger at lyve sine børn yngre eller ældre i kampen for en ledig plads.

I juli gik knap hver femte skoleelev i Østjylland på privatskole, og i en stikprøve som TV 2 | ØSTJYLLAND har foretaget blandt 18 privatskoler spredt over hele regionen, har ti skoler ventelister med flere hundrede børn i venteposition.

12 af skolerne i TV 2 | ØSTJYLLANDs stikprøve oplyser, at tårer og frustration ikke er unormalt - og nogle gange tropper forældrene op for at diskutere afslaget, lyder det.

Forældre lyver om deres børns alder
- Det er nogle rigtig, rigtig kede af det og frustrerede og nogle gange vrede forældre, vi har i røret. Det er jo fordi, at de gerne vil skabe en løsning for deres barn, siger Dorte Albæk, der er skoleleder på Norddjurs Friskole.

- Det sker også, at nogle lyver deres børn et år ældre eller yngre for at få en plads, tilføjer Dorte Albæk, der tre gange i sin tid som skoleleder har oplevet forældre tage direkte fra fødeklinikken med deres nyfødte i autostol for at skrive barnet op i tide.

Rundspørgen blandt de 18 privatskoler viser, at det især er ønsket om kortere skoledage, større faglighed og mindre klasser samt manglende tryghed i den nuværende distriktsskole, der får forældrene til at skrive deres børn op på venteliste.

Lange ventelister til privatskolerne
På Kornmod Realskole i Silkeborg er omkring 750 børn på venteliste, mens eksempelvis Norddjurs Friskole har 281 børn stand by.

- Vi har cirka dobbelt så mange henvendelser, som vi havde for nogle år siden, siger Christian Weile, der er skoleleder på Kornmod Realskole i Silkeborg.

Han oplever desuden en tendens til, at flere forældre træffer et bevidst valg om, hvor deres barn skal gå i skole, og at privatskolers mulighed for at opsige samarbejdet med udfordrende elever gør en forskel.

I organisationen Skole og Forældre klandrer formand Mette With Hagensen ikke de forældre, der forlader folkeskolen. Hun mener dog, at folkeskolen er bedre end sit rygte.

- Der kører lige nu en fortælling om, at privatskoler er paradis på jord og folkeskolen det modsatte. Trivselsmålinger viser, at det ikke er sandt. Der er behov for en ny fortælling, og så skal vi kopiere privatskolerne mere, mener hun.

Formand: Mere frihed til folkeskolerne
Mette With Hagensen opfordrer derfor kommunerne til at give skolerne mere frihed.

- Skolerne skal selv kunne beslutte, hvilken profil de vil have, og hvilke projekter de vil satse på - lige nu vælter ministerier og kommunalbestyrelser alle mulige projekter nedover skolerne. Stol på de skoleledere I har ansat til at løse opgaven, opfordrer hun.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra skoleudvalgsformand i Kommunernes Landsforening, Anna Mee Allerslev (R), men i Randers Kommune er eksempelvis formand for Børn- og Skoleudvalget i Randers, Anders Buhl-Christensen (V), lydhør.

- Da vi vedtog vores nye skolepolitik i maj, skar vi ned på nogle af de ting, som vi beder skolerne om, så der kan blive mere plads til, at skolebestyrelserne kan få medbestemmelse. Det giver mening at lade dem, der er tæt på den enkelte skole, få en rigtig god indflydelse på, hvordan skolen skal drives.

Sådan gjorde vi:

TV 2 | ØSTJYLLAND har lavet en venteliste-stikprøve hos 18 skoler, der alle har svaret på spørgsmål om ventelister og forældrereaktioner.

10 af skolerne har oplyst, at de oplever tårer, personligt fremmøde, desperation, vrede og til sidst ofte også accept.

På 10 ud af de 18 skoler er der ventelister. På de 8 er det muligt at få plads uden større ventetid.

Skolerne oplyser i stikprøven, at forældrene har følgende grunde til at søge ind:
Faglighed, disciplin, antal elever per klasse, tryghed, inklusionsudfordringer i nuværende skole, karaktergennemsnit i distriktsskolen og kortere skoledage.

Nye tal fra Social - og Indenrigsministeriet viser, at det i juli i år var knap hver femte skoleelev i Østjylland, der gik på privatskole. Det er en stigning på 33 procent i forhold til 2007.

I videoen øverst på siden kan du høre Dorte Albæk, skoleleder på Norddjurs Friskole, Tine Kristiansen, skoleleder på TH Langs Skole, og Christian Weile, skoleleder på Kornmod Realskole, fortælle mere om deres oplevelser med forældre og lange ventelister på privatskolerne.