Gråt og koldt: Nattefrosten truer

Fredagen bliver grå og kold - men der er håb om solskin forude. Prisen for solskin er nattefrost

Vi går en grå dag i møde, og ud på eftermiddagen kan der endda komme regnvejr.

Det er til at mærke, at kulden efterhånden har fået taget i det danske efterårsvejr, og sådan fortsætter det i dag. Temperaturerne ligger omkring tre-fire grader fra morgenstunden, og det starter ganske gråt.

- Man kan være heldig, at solen lige kan titte igennem skydækket enkelte steder, men jeg tror kun, man lige kan få øje på den hist og her, siger Thomas Mørk, vejrvært på TV 2 Vejret.

Læs også Nej – du bliver ikke syg, bare fordi det er koldt

Husk regnjakken på Djursland

Når vi kommer lidt længere ud på eftermiddagen, og folk begynder at være klar til weekend, så kan den desværre godt starte regnfuldt.

- Jeg vil tro, at det bliver især Djursland og Randers-egnen, der bliver ramt, men det er endnu usikkert, hvor regnen rammer, siger Thomas Mørk.

Femdøgnsprognosen byder på mere solskin - men også koldere nætter.

Kolde nætter i udsigt

Hvis man kigger lidt længere frem, så ser det ud som om, vi får mulighed for at varme os på lidt mere solskin og blå himmel. Især mandag og tirsdag er der gode muligheder for sol - til gengæld koster det et andet sted:

- Prisen er, at vi får helt ned til fem graders frost om natten, siger Thomas Mørk.

For præcis tre år siden var Østjylland dækket af sne. Se mere i videoen nedenfor: