GPS afslører: Stjålne redningskranse bevæger sig rundt i villakvarterer

GPS-trackere afslører, at stjålne redningskranse blandt andet har bevæget sig rundt i villakvarterer i Aarhus.

Redningskranse bliver fortsat stjålet. GPS'er afslører deres færden. Foto: Louise Fischer, TV2 ØSTJYLLAND

Selvom der både er sat skilte og GPS på redningskransene i Aarhus, bliver de ved med at forsvinde.

I 2019 er det sket mindst 15 gange. GPS-trackere afslører, at stjålne redningskranse blandt andet bevæger sig rundt i byens villakvarterer, oplyser Østjyllands Brandvæsen og Aarhus Kommune til TV2 ØSTJYLLAND.

De forsvinder fortsat i et ikke ubetydeligt omfang.

Lone Mossin, projektchef, Østjyllands Brandvæsen 

- De forsvinder fortsat i et ikke ubetydeligt omfang, siger projektchef i Østjyllands Brandvæsen, Lone Mossin, til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Livreddende redningskranse forsvinder i nattelivet

Redningskransene er livsvigtige. Ifølge Lone Mossin skal vi ikke længere tilbage end kort før sommerferien for at finde et tilfælde, hvor en kvinde blev reddet i land med hjælp fra en redningskrans, efter hun var faldet i vandet ved Fiskerivej.

02:07

VIDEO: Her kan du se mere om GPS-trackerne og problemerne med tyverier af redningskransene.

Luk video

GPS giver nye oplysninger

I februar kunne TV2 ØSTJYLLAND fortælle, at omkring 50 redningskranse i Aarhus var forsvundet i løbet af et år. I forsøget på at stoppe tyverierne, skrev TrygFonden tekst på alle redningskransene. Og der blev sat mærker på stolperne med henvisning til Aarhus Kommunes BorgerTip-app.

Der blev også monteret GPS i to redningskranse. 

Og netop GPS-trackerne giver, ifølge Lone Mossin fra Østjyllands Brandvæsen, nye oplysninger om de bortkomne redningskranse.

01:55

VIDEO: Tilbage i februar var der også problemer med, at redningskransene blev taget. 

Luk video

- De bliver i nogle tilfælde kastet i vandet. Men vi har også oplysninger om, at de bevæger sig rundt i nogle af byens villakvarterer, forklarer hun.

Lone Mossin ønsker ikke at oplyse, hvilke villakvarterer der er tale om.

Aarhus Kommune kan følge GPS-mærkede redningskranse. Her ses en redningskrans, der blev fundet på stranden ved Den Uendelige Bro i Aarhus. Foto: Teknik og Miljø, Aarhus Kommune. Foto: Aarhus Kommune - Teknik og Miljø

Politiet kan involveres

Det er Aarhus Kommune, som har monteret GPS'erne i redningskransene. Og at kransene, som ellers skulle have hængt ved kysterne for at redde liv, har befundet sig i villakvarterer, bekræftes af Thomas Skov, der er ingeniør i Teknik og Miljø, Aarhus Kommune.

Læs også Over 100 nye redningsstiger skal sikre mod drukneulykker

Ifølge ham er det muligt at følge nøje med i, hvor redningskransene forsvinder hen. For GPS'erne sender et live-signal til kommunen. 

- Vi følger dem live. Og når de ligger stille, sender vi en mand ud og henter dem. Men vi finder dem som regel i vandet senere, siger Thomas Skov til TV2 ØSTJYLLAND.

Vi følger dem live. Og når de ligger stille, sender vi en mand ud og henter dem. Men vi finder dem som regel i vandet senere.

Thomas Skov, ingeniør i Teknik og Miljø, Aarhus Kommune

Han ønsker ikke at oplyse, om kommunen også har afhentet redningskranse ved private hjem, men fortæller, at politiet i sidste ende kan blive involveret, hvis det bliver nødvendigt at banke på en dør.

For nylig offentliggjorde Aarhus Kommunes Teknik - og Miljøforvaltning en ny rapport om sikkerheden langs åen og havnen i Aarhus. Rapporten rummer blandt andet forslag om termiske kameraer, bedre belysninger og stiger. Alene i Aarhus Havn er 10 personer druknet siden 2003.

02:01

VIDEO: Her ved havnen i Aarhus er der blevet sat selvlysende stiger op.

Luk video