Gourmet til søs på Smukfest

Glem dåsetun og håndvarme bajere - festivalmad kan meget mere end det

01:26

1 af 2

Udvalget i madboderne på Smukfest har næppe været større, end det er i år.

I det hele taget har festivalen opgraderet på madfronten. Ud er gået festivalens egne madboder, og i stedet er der nu eksterne leverandører på alle måltider.

Et af de mere anderledes tiltag er Restaurant Raft, der er lavet i samarbejde med Danish Crown.

I bund og grund drejer det sig om tre tømmerflåder, der har plads til henholdsvis seks, otte og ti spisende gæster.

For 650 kroner per person står den på champagne, øl og vin ad libitum samt tre retter mad - og så er der selvfølgelig også sørget for bådtransport til og fra søbredden til tømmerflåderne.

29-årige Simon Bjerre var, yderst tømmermandsramt, en af dem, der havde investeret i en middag med venner på vandet.

Og han tænkte helt sikkert, at det er pengene værd.

- Det er en forkælelsesfestival. Og jeg forkæler min krop om dagen, og så forkæler jeg mit stemmebånd om natten, siger Simon Bjerre.

Hos Danish Crown er man også glade for den søsatte restaurant, som man oplever fin efterspørgsel til.

- Vi prøver hvert år at optimere på vores 'legekammeratstatus' med Smukfest, og i år har vi taget maden til søs. Det er en mere eksklusiv ramme, og maden er også i den mere eksklusive ende, og så sejler vi folk herud til tre retter mad, siger kommunikationsdirektør i Danish Crown Anne Villemoes, der naturligvis var i passende udklædning i anledning af festivalen.

Du kan se turen ud til tømmerflåden og se de smukke rammer for middagen i videoen øverst i artiklen.