Gør klar til gymnastik-VM
Danmarks Gymnastik Forbund leder efter en person, der kan koordinere VM 2006 i Århus.
Forberedelserne frem mod verdensmest- erskabet i idrætsgymnastik i Århus i 2006 er ved at gå i gang.
Derfor skal Danmarks Gymnastik Forbund (DGF) finde en koordinator til at sørge for begivenheden, som forbundet forventer vil trække gymnaster fra cirka 60 nationer til Danmark.
- Vi søger en person med stor erfaring - ikke nødvendigvis fra sportsarrange- menter. Om det er fra festivaler eller lignende betyder ikke så meget, lyder det fra DGF's direktør, Flemming Knudsen.
Knap to år får denne person til at sørge for, at Århus ligger klar til at modtage gymnasterne, når de indtager gulvet, hesten, bommen eller barren. Ud over en koordinator og de personer, der allerede arbejder i forbundet, skal DGF også bruge omkring 500 frivillige.
VM i idrætsgymnastik finder sted i oktober 2006, og det er første gang, det bliver afholdt i et nordisk land. /ritzau/