Gør klar til flere opkøb
Jyske Bank polstrer kapitalen
Jyske Bank gør klar til flere opkøb, efter at den Silkeborg-baserede bank i fredags overtog den krakkede Sparekasen Lolland.
Banken har bedt en ekstraordinær generalforsamling om en forlængelse af bestyrelsens bemyndigelse til at udvide aktiekapitalen.
I samme ombæring udvider Jyske Bank rammen en anelse til nominelt 1.000 millioner kroner. Med dagens aktiekurs svarer det til, at banken kan hente op til 18 milliarder kroner ved en aktieemission.
Bemyndigelsen skal vedtages på en ekstraordinær generalforsamling, der skal afholdes i februar, og derefter bekræftes på den ordinære generalforsamling, og den skal gælde frem til marts 2018.
Er din bank i fare for at krakke?
Hvis den nye polstring af kapitalen går igennem, vil banken have endnu flere penge til nye opkøb. Men bemyndigelsen har ikke noget med købet af Sparekassen Lolland at gøre, understreger Jyske Bank.
- Med bemyndigelsen kan vi udvide aktiekapitalen uden at skulle spørge generalforsamlingen først. Det gør, at vi bliver i stand til at reagere hurtigere, hvis der dukker nogle mulige opkøb op, siger afdelingsdirektør i Jyske Bank, Erik Q. Hansen.
Bemyndigelsen bliver givet, så bestyrelsen selv kan vælge, om en udvidelse skal ske med eller uden tegningsret for de hidtidige aktionærer.
Erik Q. Hansen påpeger, at banken hidtil har haft en bemyndigelse til at udvide aktiekapitalen med nominelt 935 mio. kr. Sidste forår brugte banken af denne bemyndigelse og udvidede aktiekapitalen med nominelt 65 mio. kroner. Det gav omkring én milliard kroner i kassen hos Jyske Bank.
- Det er denne bemyndigelse vil retablerer, siger Erik Q. Hansen.