Gør klar til boksestævne
De sidste forberedelser er i gang inden boksestævne i Hornslet
Aarhusianske boksepromotorer er lige nu i gang med at forberedelserne til et boksestævne i Hornslet, som skal tage kampen op mod dominansen fra de store udenlandske boksearrangører. Håbet er at banke nyt liv i dansk professionel boksning.
For Mark Bjørn Graversen betyder det et gensyn med bokseringen efter 12 års pause, når stævnet går løs i Hornslet senere på måneden.
- Der er utrolig meget på spil. Jeg er sportsmand til det yderste, så at vinde er det eneste, der tæller, siger Mark Bjørn Graversen fra Hornslet Bokseklub.
En anden, der også skal bokse til stævnet, er Nicolai Stougaard. Han har blot bokset i et år, og det bliver derfor hans første tur i ringen.
- Der begynder at komme en lille smule nerver på, nu hvor vi kommer tættere på, men jeg følger bare min træner og min sparingsmakkers råd, siger Nicolai Stougaard fra Hornslet Bokseklub.
Vil udvikle danske boksere
Til stævnet, der afholdes den 25. april i Hornslet, er alle aftenens kampe med danskere i ringen, hvilket man langt fra er vant til herhjemme. Men det skal der nu laves om på, mener Anders og Allan Vester, der står bag stævnet.
- Skal vi udvikle sporten, er det vigtigt, at der hele tiden kommer nye boksere til, der kan noget. For ti år siden havde vi rigtig mange professionelle danske boksere på de betydende ranglister. Det har vi ikke mere, og det skulle vi gerne have gang i igen, siger Anders Vester, der er promotor i Vester Boxing fra Aarhus.
Du kan se mere om stævnet, som afholdes i Hornslet Idræts- og Kulturcenter, i tv-indslaget øverst på siden.