Gode snuder opsporede tyve

Indbrudstyve stak af og blev fundet i en busk

En yderst effektiv lugtesans var i nat årsagen til, at to tyve blev opsporet og anholdt.

Østjyllands Politi modtog klokken 00.17 en anmeldelse om indbrud i et kolonihavehus i Haveforeningen Åbrinken i Aarhus.

Et vidne havde set tre tyve i færd med bryde en dør op med et koben og kontaktede politiet.

Flere patruljer kom frem til stedet, og det lykkedes dem kort tid efter at anholde en af mændene. De to andre flygtede til fods, da de fik øje på politiet.

En halv timer efter flugten blev de endelig anholdt takket være politiets hunde. De havde formået at snuse sig frem til et buskads 2,2 kilometer væk fra kolonihaveforeningen, hvor de to mænd gemte sig.

- Det er imponerende, at de kan snuse sig frem til dem, når de befandt sig så langt væk, siger politikommissær Mogens Brøndum til TV 2 | ØSTJYLLAND.

De tre mænd er nu alle anholdt og bliver i dag fremstillet i grundlovsforhør.