Gode råd til dyreejere

Dyrene bliver bange for fyrværkeriet

Foto: TV2OJ / Colourbox

Fra i dag, lørdag, er det lovligt at sætte ild til lunten og fyre sit nytårskrudt af i Østjylland og i resten af landet. Mens mange nyder at se raketter, batterier og andet fyrværkeri, så er tiden knap så sjov for de firbenede, der går en stressende tid i møde med mange brag.

Derfor opfordrer Dyrenes Beskyttelse til, at dyreejerne tager sine forholdsregler for at hjælpe dyrene i de kommende dage og særligt nytårsaften.

- Vi ser en tydelig stigning af opkald om bortløbne hunde i dagene omkring nytår. Sidste år modtog vores vagtcentral den 30. den 31. og den 1. ikke mindre end 33 opkald om bortløbne hunde. Det er tre gange så mange som normalt, siger Jens Jokumsen, der er projektleder for familiedyr i Dyrenes Beskyttelse, i en pressemeddelelse.

Han understreger, at det ikke kun er hunde, men alle dyr, der kan reagere voldsomt på fyrværkeri.

- Dyrene forstår ikke, hvad der sker, så det er klart, at de reagerer ved at blive bange og utrygge, når der lyder det ene brag efter det andet, siger Jens Jokumsen.

Her følger Dyrenes Beskyttelses gode råd til dyreejere:

- Sørg for, at hunden får tilstrækkelig motion om formiddagen, så den er træt om aftenen.

- Luft hunden i snor, da den kan løbe væk, hvis den bliver forskrækket af f.eks. et højt brag. Tag ikke hunden med ud, når fyrværkeriet er på sit højeste.

- Hvis du har en udekat, så sørg for at holde den inde nytårsaften. Sørg for at kattelemmen er lukket.

- Undlad af fyre bordbomber af, hvis dine dyr virker skræmte ved bragene.

- Hvis du har udegående dyr, så sæt dem på stald og vær hos dem, hvis de virker stressede og skræmte.

- Tag væk med kæledyrene til et roligere sted, hvis du har forventning om, at der vil blive fyret meget fyrværkeri af, der hvor du bor - eller få dyrene passet et roligt sted hos mennesker, de kender.

- Hvis hunden eller katten vil gemme sig under sengen, skal de have lov til det. Hiv dem ikke ud, så stresser du dem blot yderligere.

- Optræd roligt og behersket. Hvis du selv er bange, vil dyret straks mærke det, hvorfor dens egen angst vil blive forstærket. Vær rolig og afslappet så du ikke signalerer, at der er noget at være bange for.

- Tag en snak med naboer og venner om, at de kan hjælpe dyrene ved at begrænse fyrværkeriet.

- Hvis hunden eller katten stikker af, kan du efterlyse dem via Dyrenes Beskyttelses hjemmeside.