Gode råd fra brandvæsnet: Sådan sikrer du dit hjem nytårsaften

Det er nu at du skal sikre dit hjem for nytårskrudtets bagside. Her kommer Østjyllands Brandvæsen med nogle få gode råd, inden det går løs

Skraldespande og postkasser er oplagte mål for hærværk. Tøm postkassen, lyder det fra brandvæsnet. Foto: Colourbox

Hvad der skulle have været en festlig aften kan ende galt, hvis ikke man tager sig nogle forholdsregler nytårsaften.

Skraldespande og postkasser er oplagte mål for hærværk, og Østjyllands Brandvæsen har en travl aften og nat i vente, lyder det fra indsatslederen nytårsaftensdag. 

Læs også Årets sidste prognose fra DMI: Sådan bliver raketvejret

Det er mindre brande, som de klassiske i især postkasser og skraldespande, der er forårsaget af eksempelvis heksehyl eller anden nytårskrudt, brandvæsnet bliver kaldt ud til på årets sidste dag.

Man kan faktisk sige, at alt hvad der kan køres på lossepladsen, skal man prioritere at få af vejen.

Lasse Clemensen, indsatsleder, Østjyllands Brandvæsen

- Det er primært de mindre ting, vi kaldes ud til, men man kan jo være uheldig at en raket rammer ens tag, hvilket vi ser nogle gange, og det kan man ikke gardere sig imod. Det kan man dog mod de mindre ting, siger indsatsleder hos Østjyllands Brandvæsen, Lasse Clemensen, til TV2 ØSTJYLLAND

Det er generelt ting, som kan kategoriseret som affald, som man skal sørge for er skaffet af vejen uden for sit hjem, inden nytårskrudtet for alvor kommer i spil.

- Man kan faktisk sige, at alt hvad der kan køres på lossepladsen, skal man prioritere at få af vejen. Det være sig eksempelvis gamle juletræer og aviser, siger Lasse Clemensen. 

Læs også Advarsel: Blæsevejr øger faren ved nytårskrudt

En ikke uvæsentlig faktor nytårsaften er vejret. Det afgør ikke bare for, om man kan se raketterne på himmelen, men det betyder også meget for, hvor travlt brandfolkene får.

- Vi holder meget øje med vejrudsigten. Hvis det regner gider folk ikke være ude. Lige nu ser det ud til at holde tørt, så mange vil ud og skyde af, og derfor tror jeg vi får travlt, siger indsatsleder hos Østjyllands Brandvæsen, Lasse Clemensen, til TV2 ØSTJYLLAND.

Tre vigtige råd fra brandvæsnet

Kør skraldespanden ind

Tøm postkassen

Sørg for at fjerne alt brandbart uden for dit hjem