Gode chancer for solskin mandag
Dagen starter dog med tåge og dis
Søndag har budt på en dag med masser af sol mange steder i Østjylland, mens aftenen har været tåget.
Nogenlunde samme billede gør sig gældende mandag, hvor det dog bliver i omvendt rækkefølge.
- I store dele af landet kommer der nok til at være lavthængende skyer samt tåge og dis fra morgenstunden, men solen får fat i det i hvert fald inde over land, og så er der tendenser til, at det kommer til at se ganske pænt ud med en hel del sol, siger Thomas Mørk fra TV 2 Vejret.
Ude over Kattegat vil der komme mange skyer, og de trækker indover Djursland og formentlig også ned over Samsø, og disse områder vil opleve flest skyer mandag.
De bedste chancer for en solrig dag finder vi i området fra Randers og ned mod Silkeborg, hvor temperaturen vil ligge på cirka fire graders varme om dagen.
Nedbør på vej
Natten til tirsdag bliver en kold omgang med temperaturer under frysepunktet.
De kommende dage er der store chancer for, at der kommer nedbør til Østjylland, mens temperaturen vil blive på cirka fem grader om dagen, men med risiko for nattefrost.
Du kan se hele vejrudsigten for de kommende dage i videoen øverst på siden.