God start på nye regler i lufthavn

Passagererne i Tirstrup slap for problemer ved dagens premiere for nye sikkerhedsregler for flytrafik.

- Passagerne har oplevet det som en helt normal morgen uden problemer.

Sådan siger direktør Ole Paaske, Århus Lufthavn i Tirstrup, til TV2 | ØSTJYLLAND efter morgenens premiere på nye sikkerhedsregler for flytrafik.

Dagen i dag var ellers imødeset med spænding og frygt for mere eller mindre kaotiske tilstande, fordi passagererne nu skal fjerne næsten alle flydende væsker, creme og lignende fra håndbagagen.

Men mange passager kendte og havde på forhånd indrettet sig efter de nye regler. Andre gjorde brug af de plastposer, som lufthavnen har indkøbt til opbevaring af passagernes sodavand, parfume, hudcreme, tandpasta med mere.

De nye regler skal forhindre terrorangreb med flydende sprængstof.