GLS pakker nye jobs ud i Horsens: - Der er gang i kedlerne

Byrådet i Horsens har solgt grund til pakkefirmaet GLS. Horsens er en attraktiv erhvervsby, siger ekspert

Borgmester Peter Sørensen forventer, at GLS vil hyre omkring 100 nye ansatte, når firmaet flytter ind i Horsens.

- Jeg tror, man skal se det som et tegn på, at der er rigtig god erhvervsaktivtitet i hele Østjylland.

Peter Sørensen (S), borgmester i Horsens, er glad for, at byrådet mandag aften sagde 'ja tak' til at sælge små 23.000 kvadratmeter jord til GLS Denmark.

Horsens kan bryste sig af, at den både har størrelsen og beliggenheden til at være interessant. 

Per Nyborg, adm. direktør, Institut for Center-Planlægning

GLS sender og modtager hver dag et utal af pakker, og Horsens har en profil, der passer rigtig godt til virksomheden, lyder det fra Peter Sørensen. 

- Man kan nå en million mennesker inden for 60 minutter, og det er godt for virksomheder, der beskæftiger sig med logistik, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Første spadestik er taget til ny bydel

100 nye jobs

Jorden, GLS har købt, ligger i Erhvervspark Nova – tæt ved motorvejsafkørsel Horsens Nord.

For borgerne i Horsens er det også interessant, at GLS skal bruge nogle nye medarbejder i forbindelse med købet.

- Jeg er blevet orienteret om, at det er 100 mennesker, der vil blive beskæftiget i forskellige funktioner, siger Peter Sørensen.

Borgmesteren siger selv, at der er stor efterspørgsmål på erhvervsjord i byen, og at der 'er gang i kedlerne', når det gælder erhvervslivet i Horsens.

Læs også Horsens midtby skal forvandles: Fuld gas på udviklingen

Ekspert: Der er ingen minusser

Det kan tyde på, at Peter Sørensens ord ikke kun er udtryk for en borgmester, der prøver at sælge sin kommune. 

I hvert fald mener Per Nyborg, der er adm. direktør for Institut for Center-Planlægning, også at Horsens er et attraktivt erhversområde.

Per Nyborg har gennem mange har været rådgiver for Erhvervs- og Vækstministeriet, ligesom han har været med til planlægning af centerstrukturen i flere kommuner i Danmark.

- Horsens kan bryste sig af, at den både har størrelsen og beliggenheden til at være interessant. Nærheden til det overordnede vejnet er godt, og byen ligger tæt på Aarhus. Horsens ligger også i trekantsområdet, som gennem mange år har været et vækstområde, siger Per Nyborg.

Læs også Fra på mandag bliver trafikken vendt på hovedet i Horsens

Han hæfter sig ved, at Rema 1000s danske hovedkontor er placeret i Horsens.

- Det er et meget godt tegn på, at byen har en strategisk god placering, siger Per Nyborg og fortsætter: 

- Jeg kan ikke umiddelbart se nogle minusser. Det er min fornemmelse, at der er mange, der kigger på Horsens. Jeg ved også, at der nogle investorer, som allerede har ejendomme i byen og overvejer at foretage yderligere investeringer.

Det vides endnu ikke, præcist hvornår GLS rykker ind i Horsens.

06:00

'Jeg er rigtigt glad. Vi er en kommune i vækst og fremgang.' Peter Sørensen var mere end tilfreds, da det tidligere i år kom frem, at Horsens kan se frem til nye statslige arbejdspladser. 

Luk video