Glen R.: Forvent ikke vi let tromler hen over EfB

AGF møder mandag Esbjerg på udebane, og cheftræneren forventer en svær kamp på trods af modstanderens dårlige start

Det aarhusianske fodboldflagskib, AGF, skal mandag aften i aktion på vestkysten, hvor Esbjerg FB byder indenfor. Hjemmeholdet har i modsætning til de hvidblusede fået en elendig start på superligasæsonen, men derfor skal man ikke forvente en storsejr til gæsterne, lyder det fra Glen Riddersholm.

- Esbjerg har et stærkt hold på papiret, og hvis man kigger lidt bag deres dårlige start, så har de altså mødt Brøndby, FCK og Viborg på en svær udebane. De har i den grad også deres styrker, og fansene kan ikke forvente, at vi bare let tromler hen over dem, siger cheftræneren for AGF til tv2oj.dk.

Læs også AGF tester 19-årig angriber fra Sierra Leone

 Han pointerer, at AGF er nødt til at være defensiv stærke og stå godt på banen for at få succes. Og så skal der bygges på i forhold til boldomgangen.

Muligt comeback til "Duncan"
- Vi har at gøre med en modstander, der er dygtige i omstillingerne, er løbevillige og stærke i duellerne. Efter deres start vil de også komme topmotiverede på banen, og deres første pres skal vi kunne modstå. Når så kampen har fundet sit naturlige leje, skal vi finde vores spil, forklarer Glen Riddersholm.

Læs også Jesper Lange tæt på ny klub: Glad for båndet til fansene

Til kampen kan bomberen Morten ”Duncan” Rasmussen få comeback – han er i hvert fald en del af den 19 mand store trup, som træneren har udtaget.

- Men vi har netop udtaget 19 spillere, fordi det stadig er tvivlsomt, om ”Duncan” kan spille. Hvis han er med, bliver det kun for et kort indhop, slår træneren fast.

Kampen fløjtes i gang i Esbjerg kl. 19.        

AGF-truppen

1. Steffen Rasmussen
2. Dino Mikanovic
3. Niklas Backman
4. Daniel A. Pedersen
6. Daniel Christensen
7. Stephan Petersen
8. Mustafa Amini
9. Kasper Junker
10. Martin Spelmann
11. Danny Olsen
13. Morten "Duncan" Rasmussen
14. Jens Stage
15. Anthony J. Soares
20. Elmar Bjarnason
24. Emil Christensen
26. Aleksandar Jovanovic
27. Michael Zacho
28. Dzhamaldin Khodzhaniiazov
34. Nimo Gribenco

Kilde: AGF