Glen R. efter sen udligning: Skal ikke have ondt af os selv
AGFs cheftræner var tydeligt ærgerlig efter aftenens 1-1-kamp i Viborg. Det var ifølge ham brudte aftaler, der kostede sejren
Mandag aften måtte AGF lide den hårde skæbne at indkassere en udligning i de døende minutter i udekampen mod Viborg. Derfor endte opgøret 1-1.
Men selv om værternes scoring altså kom til allersidst, var det ikke en grædefærdig cheftræner for AGF, der gav sit syn på kampen efter slutfløjtet.
- Vi kan ikke bruge det her med at have ondt af os selv til noget. Vi er nødt til at lære af det her. Det er selvfølgelig ærgerligt, men vi laver for mange fejl i forhold til de aftaler, vi har, siger Glen Riddersholm til AGF TV.
Læs også
Efter en ifølge cheftræneren forfærdelig start på opgøret, hvor Viborg allerede efter ét minut var tæt at bringe sig foran, så han flere gode takter i spillet.
- Jeg synes, at vi samler os selv op og kommer også på 1-0. Herefter har vi rigeligt med muligheder for at afgøre kampen, inden de så scorer på straffe til sidst, forklarer Glen Riddersholm.
Burde have lukket kampen
Men som flere gange før i sæsonen smider 'De Hviie' point væk i slutfasen.
- Det er den her modenhed og udvikling, som jeg så håber, vi tager med os. Vi må lære af de her kampe og tage erfaringen med os, siger træneren.
Læs også
Også blandt spillerne var der ærgrelse at spore efter det uafgjorte resultat i Viborg.
- Det er så irriterende. Vi havde brug for sejren. Jeg er træt af, at vi bliver så presset til sidst, så man bliver nervøs for, at de får den her chance, siger Stephan Petersen til AGF TV.
Ifølge ham skulle AGF have lukket kampen, før Viborg fik muligheden for at presse på i slutfasen.
Pointdelingen betyder, at AGF fortsat er nummer 11 i tabellen.
Se interviews fra AGF TV herunder: