Glen: AGF tænder mit trænerhjerte

Glen Riddersholm er stolt over ansættelsen i AGF og kalder det et af de mest interessante trænerjobs i Danmark

AGF satte søndag navn på sin kommende cheftræner, og det blev som ventet Glen Riddersholm.

Den tidligere FC Midtjylland-træner har med stor interesse fulgt de markante ændringer, der er sket i AGF siden sommeren 2014. Og han glæder sig til den nye udfordring.

- Jeg er altid gået efter spændende udfordringer, og at blive cheftræner i AGF ser jeg som et af de mest interessante trænerjob i Danmark.

- Det må være enhver ambitiøs træners ønske at være med til at realisere det potentiale, der er i AGF, siger Riddersholm til klubbens hjemmeside.

VIDEO: Se pressemøde i AGF live kl. 15

- Aarhus er en fodboldby, og jeg føler mig meget privilegeret over at få mulighed for at stå i spidsen for en klub, der følges af så mange og har så stor bevågenhed.

- Jeg ser frem til sammen med alle i og omkring AGF at arbejde målrettet for at opnå resultater, som vi i fællesskab kan glædes over, siger han.

Riddersholm mener, at den udvikling, der er sat i gang i AGF, tegner meget lovende.

- Klubben har en klar og realistisk plan for, hvordan den skal komme tilbage til toppen af dansk fodbold, og det tænder virkelig mit trænerhjerte at være en del af dette projekt.

Officielt: Glen Riddersholm ny cheftræner i AGF

- I første omgang handler det om, at vi skaffer tilstrækkeligt med point til at konsolidere os i Alka Superligaen.

- Det kommer ikke af sig selv, men kræver hårdt arbejde, og det skal alle være indstillede på, når vi starter op efter nytår, siger Riddersholm.

Han har sin første arbejdsdag med AGF-truppen 7. januar.