Glemte viskestykke på komfur
Brandmænd fra Randers reddede hund, kat og marsvin ud af lejlighed, som var fuld af røg.
Ejeren af lejligheden på Mariagervej i Randers havde tirsdag morgen efterladt et viskestykke på kogepladen på sit komfur og samtidig glemt at slukke komfuret.
Senere bemærkede en anden beboer i opgangen, at det lugtede af røg. Beboeren kiggede ind ad brevsprækken til lejligheden og besluttede sig derefter for at slå alarm.
Falck i Randers modtog alarmopkaldet klokken 08.41, hvorefter et hold af røgdykkere blev sendt ind i lejligheden.
Brandmændene fjernede straks det ulmenende viskestykke fra komfuret, hvorefter dyrene i lejligheden - en hund, en kat og et marsvin - blev hjulpet ud af de røgfylde lokaler.
De tre kæledyr kunne dog vende tilbage til deres vante omgivelser, efter at der var blevet luftet grundigt ud. Samtidig blev lejlighedens beboer informeret om episoden.
Brandvæsenets udrykning skabte en del trafikale problemer på Mariagervej, hvor slukningskøretøjer spærrede den ene vejbane. Specielt havde busser og rutebiler svært ved at komme forbi, oplyser Falck til TV 2 | ØSTJYLLAND.