Glemmer deres bagland

DI kritiserer aarhusianske MF'ere

02:05

1 af 2

Flere erhvervsorganisationer kritiserer de lokalt valgte folketingsmedlemmer for at have for lidt fokus på de østjyske udfordringer og ønsker. Dansk Industri langer særligt ud efter politikernes manglende fokus på Aarhus.

- De skal sætte noget mere pres på Christiansborg, og de skal varetage de interesser, hvor de er valgt, og det synes jeg ikke, at de gør, siger Steen Bødtker, der er formand for Dansk Industri Østjylland.

Den kritik kan Jens Joel, der er valgt i Aarhus for Socialdemokraterne, ikke forstå.

- Selvfølgelig kæmper jeg for Aarhus, når jeg bor her og er valgt her, siger Jens Joel, der mener, at han er med til at sætte Aarhus på landkortet:

- Jeg har selv lige været med til sammen med rådmanden og borgmesteren at finde ekstra 300 millioner kroner fra staten til Aarhus Letbane, så jeg synes da bestemt, at Aarhus er på landkortet, men selvfølgelig skal vi holde sammen og blive ved med at kæmpe for byen, siger Jens Joel.

Og det ser Dansk Industri også gerne. De ønsker blandt andet mere politisk fokus på de trafikale problemer på Motorvej E45 nord for Aarhus, så der kan blive gjort noget ved dem.

- En af de ting, som vi har sagt, er, at de skal bruge krybesporet på Motorvejskryds Nord, siger Steen Bødtker og fortsætter:

- Vi beder ikke om flere penge, vi beder bare om nogle flere striber, så vi kan bruge krybesporet på motorvejen, så trafikken kan afvikles noget mere smidigt.

Og det vil Jens Joel gerne være med til.

- Jeg synes bestemt, at vi skal tage nogle af de positive erfaringer, som vi har høstet andre steder i landet og bruge dem som løftestang til at få presset på, så vi også kan få afhjulpet nogle af de trafikale problemer, vi har på E45, siger Jens Joel.

Du kan se mere om kritikken af de lokalt valgte folketingsmedlemmer i indslaget øverst på siden.